De historiske mærkedage i 2019: ikke kun gode minder

Også 2019 byder på historiske mærkedage. 2018 var præget af markeringer af afslutningen på Anden Verdenskrig og opløsningen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, der blev startskuddet til oprettelse af en stribe nye stater i Øst- og Sydeuropa. Året 2019 er 70-året for oprettelsen af NATO og for Europarådet, 20-året for NATOs udvidelse, samt 30-året for rundbordssamtalerne i Polen, fløjlsrevolutionen i Tjekko- slovakiet og Berlin-murens fald i november. 

Dertil markeres i 2019 80-året for oprettelsen af den nazistiske lydstat, protektoratet Böhmen-Mähren i Tjekkiet (14.-15. marts 1939), for oprettelsen af et ”selvstændigt” kirkelig-fascistisk Slovakiet, og udbruddet af Anden Verdenskrig efter Hitlers angreb på Polen den 1. september 1939. 2019 er også 40-året for revolutionen i Iran og den sovjetiske invasion i Afghanistan. Endelig er 2019, nok så væsentligt for OSCE-området, 100-året for den omdiskuterede freds- slutning i Paris i 1919, der trak de nye grænser ned gennem Europa.

Jerntæppet gennemhullet: Selvstændighed og Europas sikkerhed Nogle af de her nævnte årsdage, frem for alt rundbordssamtalerne i Polen og fløjlsrevolutionen i Tjekkoslovakiet i 1989, markeres med glæde af næsten alle i Europa. De højre-nationale i Polen dog med blandede følelser, for rundbordssamtalerne i 1988-1989 markerede overgangen til Den tredje Republik, hvor socialister og liberale sad på regeringsmagten. National-konservative, også Jaroslaw Kaczynski selv, blev således efter 1989 sat uden for politisk indflydelse, socialister og liberale styrede. 

Oprettelsen i 1949 og senere udvidel- sen af NATO efter 1989 har været et mere politisk betændt emne. Lige efter murens fald forestillede mange, eksempelvis Tjek- koslovakiets Václav Havel, Polens Tadeusz Mazowiecki og Tysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, sig begge militærpagter, både Warszawapagten og NATO, nedlagt, men dette var ikke i USAs interesse. Mange også i Vest troede på Gorbatjovs ”nye tækning” i udenrigspolitikken, på hans tanke om et ”fælleseuropæisk hus” og etablering af et nyt alter- nativt sikkerhedspolitisk system med OSCE (dengang CSCE) som omdrejnings- punkt. Det projekt lod sig imidlertid ikke gennemføre i praksis. USA ønskede at fastholde sin tilstedeværelse i Europa via NATO, der skulle fungere som et nyt vestligt styret kollektivt sikkerhedssystem. Det er omdiskuteret, hvornår den gamle kolde krig ophørte for Berlin-murens fald og Sovjetunionens undergang blev ikke ned- fældet i en egentlig fredstraktat. 

I begyndelsen, lige efter topmødet mel- lem George W.H. Bush og Mikhail Gorbatjov i Malta (den 2.-3. december 1989) var forholdet mellem (daværende) Sovjetunionen og USA ret harmonisk, og Gorbatjovs og Sjervardnadzes støtte til USAs politik under Golf-krigen kunne umiddelbart tyde på, at en ny stabil verdensorden var ved at tegne sig. Men det skete som bekendt ikke. Andrej Gratjov, dengang talsmand for Gorbatjov, har i bogen ”Gorbachev’s Gamble” sagt, at de amerikanske forestillinger om den ny verdens- orden med tiden kom til markant at afvige fra Ruslands. Omkring 1990 eksisterede en strategisk stabilitet, men fra sidst i 1990erne ophørte vigtige våbenbegræns- 

ningsaftaler, senest INF-aftalen, og NATO blev udvidet mod øst. I dag tales der om en ny ”kold krig”, men snarest oplever vi med Asiens og især Kinas vækst en europæisk og global (u)orden med fravær af strategisk stabilitet og uden fælles anerkendte spilleregler. Magtforholdet forsky- des mod Asien, men det er svært at acceptere for især USA. 

Jubilæer med traumer – starten på Anden Verdenskrig
Spaltningen af Tjekkoslovakiet for 80 år siden, i marts måned 1939, med oprettel- sen af den fascistiske slovakiske lydstat og etableringen af det nazistiske protektorat Bøhmen og Mähren i kølvandet på München-aftalerne i 1938 skabte dybe historiske traumer. 

Tjekkiet blev besat og reelt en del af Det tredje Rige. Til det sidste troede daværende statsminister Emil Hacha og udenrigsminister František Chvalkovsky ikke på Tjekkoslovakiets undergang. Hacha tog til Berlin den 14. marts 1939 og blev dér tvunget til at underskrive en Aftale om det tyske Riges beskyttelse af det tjekkiske folk. Netop hjemkommet blev de chokerede, da Wehrmacht besat- te Prag og Brno, og Hitler sent den 15. marts ankom til Prag, hvor han dagen efter proklamerede oprettelsen af ”Protektoratet Böhmen-Mähren”. Frankrig og England forholdt sig passive. München- aftalen har af gode grunde sat sit dybe præg på både tjekkisk og slovakisk sikkerhedspolitisk tænkning lige siden. Det var Hitlers angreb på Polen senere samme år, som udløste Anden Verdenskrig. Qua Molotov-Rippentrop-traktaten var Sovjetunionen indtil juni 1941 ikke i krig med Tyskland. 

Traktater efter Første Verdenskrig 

Fredsslutningen efter Første Verdenskrig i Paris for 100 år siden skabte dybe etniske modsætninger og talrige territoriale kon- flikter, som i høj grad bidrog til at bane vejen for fascisme og nazisme og senere udbruddet af Anden Verdenskrig. Som levende beskrevet i en historisk artikel i ”Ale Historia” (tillæg til det polske dag- blad ”Gazeta Wyborcza”) var statslederne i 1919 på det nærmeste ignoranter, når det gjaldt viden om Østeuropas geografi og historie. Derfor fik eksperter, især geografer, en hidtil uset stor indflydelse på forhandlingsforløbet med det resultat, at rigtigt mange europæiske lande var dybt utilfredse med resultatet. 

Rumænien var dog tilfreds med etable- ringen af et ”Storrumænien” og drømmer stadig om det i dag. Især derfor har Rumænien stadig et dårligt forhold til Rusland. Tjekkiets Eduard Benes måtte i 1919 bøje sig for stormagtsdiktaterne, og Polens Roman Dmowski fik slet ikke mulighed for at fremføre sine argumenter over for de vestlige statsledere. Tyskland blev med Versailles-traktaten svækket, så langt som Frankrig ønskede det. Italie- nerne opnåede langt mindre end de forventede. Ungarn blev hårdt ramt territorialt med Trianon-traktaten året efter og her markeres årsdagen stadig som en ”sorgens dag”. De nye stater fik usikre ydre grænser, som de kæmpede med i alle årene, og de kom til at kæmpe med store problemer indadtil i form af uløselige etniske modsætninger og økonomisk krise. De revisionistiske stater allierede sig med Hitler-Tyskland. Minderne fra den periode og naturligvis Anden Verdenskrig er en central del af historiepolitikken også i dag. 

Kort sagt, de mange historiske jubilæer er langt fra alle gode minder, snarere historiske traumer. De kan være lærerige, men de kan og er også blevet misbrugt politisk, hvilket har fremmet gold nationalisme og had til andre stater. Kort sagt, historien udlægges selektivt, og det er i dag en del af den politiske kamp i mange lande i Europa, ikke mindst i dem, der opnåede selvstændighed for 100 år siden.