”Stabilocracy”, den mindst dårlige regimeform (også) på Balkan?

Valget den 30. august i Montenegro betyder for- mentlig afslutningen på 30 år med Milo Djukanović og hans demokratiske socialistiske partis (DPS) monopol på magten. Djukanović’ ”evige styre” er langt om længe ovre, konstaterer Marcus Tanner i en analyse for Balkan tænketanken BIRN (8. sept. 2020). Kosovo oplevede noget nær den samme eufori efter valget i oktober 2019, hvor Albin Kurti og hans ”Vetevendosje” bevægelse uventet besejrede de gamle ”regime-partier”, der som et poli- tisk kartel havde regeret Kosovo i årtier. Som i Kosovo håber Montenegro på en ny ”frisk start”. 

Problemet er, at valgsejrene for de nye alternative partier ikke er overbevisen- de nok til at sikre, at et systemskifte kan gennemføres til bunds. Taberne har ikke givet op. Heller ikke det diskrediterede VRMO DPMNE i Nordmakedonien er faldet fra hinanden. I Montenegro har DPS og dets allierede efter valget trods alt næsten halvdelen af pladserne i parlamentet. Meget afgørende er reaktionerne ude fra, ikke mindst fra EUs side. Liberalt demokrati lader sig ikke gennemføre her og nu. Det siges, endda meget ofte, at de vestlige regeringer reelt foretrækker ”stabilocracy” på Balkan frem for andre regimeformer, som demokratier, der ikke fungerer, eller autoritære regimer med folkelig opbakning og måske med politisk hældning mod Rusland og Kina. 

Montenegros Djukanović er, trods anklager for korruption og valgsvindel, i Vesten blevet set som en stabiliserende faktor. Han overvandt eksempelvis det, der blev set som et pro-russiske kupfor- søg i 2016. Nogle af ”kupmagerne” skul- le være med i det nye politiske flertal i Montenegro efter valget den 30. august. 

DPS slår derfor på, at Rusland med val- get ”effektivt har bemægtiget sig” en NATO-stat. 

Dette gælder også et land som Serbien, hvor Aleksandar Vučić praktiserer et pragmatisk semi-autoritært system. Det har skabt resultater hjemme, og er i Vesten anset som stabilitet. Serbien har evnet at balancere mellem Rusland og Vesten, eksempelvis når det gælder forhandlingerne om Kosovo. 

En forskel mellem Montenegro og Kosovo har været økonomien. Den har over årene fungeret langt bedre i Montenegro, især på grund af store turistindtægter. Turistbranchen beskæftigede indtil Covid19-pandemien 15 pct. af arbejdsstyrken, men lige nu, under Corona-krisen, er denne branche hårdt ramt.