FN’s Erklæring om Menneskerettighederne 75 år – 10. december 2023

Det vigtigste dokument, den nystartede organisation FN vedtog efter sit charter af 25. oktober 1945, er Universal Declaration of Human Rights, Erklæringen om Menneskerettighederne af 10. december 1948. Faktisk blev denne erklæring enstemmigt vedtaget af Generalforsamlingen – idet Sovjetunionen og den formelt selvstændige Socialistiske Sovjetrepublik Ukraine samt andre lande i Østblokken undlod at stemme imod. For formelt kunne selv Sovjet skrive under på menneskerettighederne – unionens grundlov af 1936 var jo på papiret den mest demokratiske i verden, men den forblev godt nok på papiret, til den blev erstattet af en lidt mere realistisk forfatning i 1990 – som så til gengæld kun holdt et års tid. Og i 1993 blev UDHR igen enstemmigt bekræftet af medlemsstaterne efter Sovjetimperiets opløsning ved et møde i Wien – idet de kommunistiske lande igen undlod at stemme imod.  

Menneskeretserklæringen hævdes at være det dokument, som er oversat til flest sprog i verden (555). Den rummer 30 punkter, som dækker alle sider af samfundslivet og den enkeltes ret til personlig sikkerhed og udvikling. En af de få ting, man kan savne i dem i dag, er en eksplicit omtale af LGBTQ+ rettigheder, og et eksplicit forbud mod anvendelse af dødsstraf. Men selv et fænomen som ”inclusive language” er der taget højde for: ordet man for ”menneske” i det oprindelige udkast blev i 1948 erstattet af ord som human being, everyone og no one, selv om de henvisende stedord he, him og his er bibeholdt. Det var det kompromis, man landede på efter en ihærdig indsats fra bl.a. den indiske kvinde Hansa Mehta, med opbakning fra den oprindelige initiativtager til dokumentet, Eleanor Roosevelt, enken efter USA’s præsident Franklin D. Roosevelt og den første egentlige first lady i USA’s historie.

UDHM var således forud for sin tid allerede i 1948. Og det har den været siden. De fleste har glemt, hvor radikal og konsekvent den i virkeligheden er. Andre tager selv i dag afstand fra den som et udtryk for ”vestlige værdier”, eller sågar en erstatningsreligion. Fordi den er så stor en udfordring af traditionelle sociale normer i en lang række lande. Og faktisk er der nok ikke noget samfund i verden, som helt lever op til den. Men det gør den ikke mindre relevant i dag.

For 25 år siden, i 1998, så det dog ud til, at man var godt på vej. De fleste diktaturer på kloden var forsvundet, og selv om overgangen til bedre tilstande fandt sted i meget forskellig takt og med flere tilbageslag, var 50-året for UDHM præget af betydelig optimisme. Et stort program blev lanceret for at sætte yderligere skub i processen i mange lande, ikke mindst ved folkeoplysning og styrkelse af civilsamfundene. Og det kunne konstateres, at verden var blevet grundlæggende ændret siden 25-året i 1973, en af de sorteste tidspunkter efter FN’s grundlæggelse.

Siden da faldt diktaturer på stribe, med Grækenland og Portugal i 1974 og Spanien i 1975 i spidsen, kulminerende med Sovjetunionens fald og opløsning i 1991. Og nye forpligtende regionale aftaler med eksplicit vægt på menneskerettighederne var blevet indgået mellem 1975 og 1993, fra Helsinki-aftalen i august 1975 til indførelsen af ”Københavnskriterierne” for optagelse af nye medlemmer i EU i april 1993. I Sydafrika afløstes apartheid-regimet af frit flertalsstyre og landet fik sin første sorte præsident, Nelson Mandela, ved det demokratiske valg i 1994. 1995 fulgte, under FN’s auspicier, indgåelsen af Dayton-freden vedr. det tidligere Jugoslavien i 1995 og Oslo-aftalen om en to-statsløsning for Israel-Palæstina samme år. 1996 blev der indgået en fredsaftale mellem Den russiske Føderation og Tjetjenien, med afholdelse af demokratiske valg i januar 1997. 1998 blev Chiles tidligere diktator Pinochet fængslet i England på en spansk dommers udstedelse af en international arrestordre for hans overtrædelser af menneskerettighederne, og Rusland suspenderede dødsstraffen og blev optaget i Europarådet pr. 1.1.1999.

Derimod har de sidste 25 år givet væsentlige tilbageslag for menneskerettighederne både i store lande som Rusland og i regioner som Mellemøsten og Afrika. Der er en række faktorer, som har medvirket hertil: den internationale kamp mod terrorisme, som har udfordret fredelige borgeres menneskerettigheder, øgede indgreb mod civilsamfundet i tidligere kommunistiske lande, den digitale revolutions negative sider i retning af viral spredning af fake news på de sociale medioer og en stigende overvågning af kritiske stemmer i de enkelte samfund, og den forværrede klimakrise, som har gjort mange til økonomiske flygtninge. Men mest afgørende økonomisk og politisk korruption, som i en række lande har undergravet et nyt og skrøbeligt demokrati, i mange tilfælde koblet sammen med pengestærke gruppers reelle monopolisering af medieverdenen og politisk misbrug af korruptionsbekæmpelse til bekæmpelse af politiske modstandere. Senest har COVID-19 pandemien i praksis indskrænket millioner af menneskers frihedsrettigheder i flere år, samtidig med at den har hæmmet eller umuliggjort de personlige møder mellem politiske beslutningstagere, der er så vigtige for at skabe og opretholde tillid mellem lande og mennesker.  

Også af den grund har mange uløste mellemstatslige og regionale konflikter efter pandemien har fået ny kraft, hvilket i høj grad besværliggør den samling om løsning af menneskehedens fælles problemer, som klima- og ernæringskrisen repræsenterer. Oprustning og krig er lige præcis ikke, hvad der er brug for i en tid, hvor der er udfordringer nok i de ”fredelige” kriser. Den verdensorden, som syntes at være etableret for 25 år siden, er nu fortid, formentlig uigen­kaldeligt. Skyggen fra Anden Verdenskrig, som vi i 1998 var ved at lægge bag os, falder igen over en verden, som i stigende grad præges af geopolitiske modsætninger. Det kan få folk til at tvivle på, om det system af internationale og regionale organisationer og institutioner, der er blevet bygget op siden 1945, herunder de internationale konventioner, overhovedet er relevant i nutidens verden. 

FN’s 78. generalforsamling, september 2023

Den danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder har hidtil fortrinsvis koncentreret sig om de regionale organisationers virksomhed, i særlig grad OSCE og Europarådet og de hertil hørende institutioner, organer og forsamlinger. Men i år har både Helle Vallø, DHK’s medlem af CISU’s bestyrelse, og Karsten Fledelius, bestyrelsesmedlem i DHK, deltaget i FN’s generalforsamling og ledsagende side events i New York. HV deltog i den officielle danske delegation, mens KF specielt var akkrediteret den indledende ”Mobilization and Acceleration Event” for de 17 Verdensmål, hvor NGO-er fra hele verden samledes for at gøre halvvejs-status over, hvor langt man var nået i forhold til målstregen i 2030. Derudover deltog de begge i møderne på den danske FN-mission i New York, hvori en række ministre, herunder statsministeren, udenrigsministeren og indenrigsministeren, samt adskillige repræsentanter for dansk erhvervsliv deltog. Endvidere fulgte de en møderække over to dage ved Foreign Policy, en amerikansk baseret international tænketank med et tidsskrift, som udkommer 4 gange om året, finansieret bl.a. af Bill og Melinda Gates.

Danmarks vigtigste satsning på generalforsamlingen 2023 har været at sikre valget til medlem af Sikkerhedsrådet 2025-26. I betragtning af Sikkerhedsrådets vigtighed i en stadig mere tilspidset sikkerhedsmæssig situation i verden er det en vigtig satsning, hvor Danmark har behov for venner både i Europa og i det ”Globale Syd”. Ikke mindst i en situation, hvor Danmark fra at være en af Ruslands bedste venner i Vesteuropa – senest i forbindelse med de gensidige regentbesøg i 2010-11 og Danmarks støtte til anlægsprojektet Northstream 2 på samme tidspunkt – siden Ruslands annektering af Krim i 2014 og især invasionen af resten af Ukraine i 2022 er blevet noget af en frontfigur i Europas modstand mod Ruslands ekspansionisme. De diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Rusland, som 2004-2014 var præget af hjertelighed og stigende samarbejde, er nu skåret ned til et minimum, med gensidige beskyldninger om spionage, og der er ingen tegn på tillid mellem parterne mere. Det afspejler sig naturligvis også på FN-plan.

Når man som dansker befandt sig i FN-bygningen til årets generalforsamling og den forudgående ”SDG-Summit” om de 17 Verdensmål, spillede Ukraine-krigen naturligvis en rolle, men slet ikke en fremtrædende. Heller ikke i forbindelse med Danmarks position. Ukraine-krigen er i ”Verdens” øjne en regional konflikt, der bidrager til usikkerhed og nød på globalt plan, men slet ikke det største problem, flertallet af menneskeheden står overfor – selv om Ukraine-krigen har skabt nye flygtningestrømme, virker problemerne med de store flygtningestrømme på andre kontinenter, ikke mindst Afrika, mindst lige så stabilitetstruende.

Det var derfor betegnende, at den flygtningesituation, som blev fremhævet af FN’s undergeneralsekretær Amina Muhammed som den mest alvorlige i dag, var den i Sahel-området i Afrika, med over en million flygtninge fra kupområder som Niger, der nu søgte tilflugt i en af verdens fattigste stater, Chad. Her er FN’s hjælpeorganisationer mest udfordret. Det er grotesk at overvære, hvordan Putin anklager ”Vesten” for neokolonialisme, samtidig med at han selv fører kolonialkrig ikke blot mod Ukraine, Ruslands gamle Indien, men også i Afrika med lejehære som Wagner-gruppen. Samtidig bevæger mange afrikanske stater sig ind i en gældsfælde takket være store kinesiske infrastrukturprojekter. Det virker som en genoplivning af ”The Ramble for Africa”, som der taltes så meget om i anden halvdel af 1800-tallet, og som førte til Afrikas næsten totale opdeling mellem de daværende stormagter indtil perioden 1945-61, hvor både England og Frankrig afviklede deres store imperier, som de ikke mere magtede at opretholde.

1989-92 gik det samme vej med Sovjetunionens imperium. Og årtusindskiftet blev fejret med generalforsamlingens vedtagelse af 8 ”Millenium Development Goals”, som skulle være nået i 2015: 1) Udryddelse af ekstrem fattigdom og sult; 2) Grundskole til alle børn. 3) Fremme af lighed mellem kønnene og selvstændiggørelse (Empowerment) af kvinder; 4) Reduktion af børnedødelighed; 5) Forbedring af mødres helbred; 6) Bekæmpelse af HIV/AIDS, malaria og andre sygdomme; 7) Sikring af miljømæssig bæredygtighed; 8) Indførelse af globalt partnerskab omkring udvikling.

Men disse mål havde tre svagheder: De var for generelle, de var for meget baseret på en top-down approach finansieret af udviklingshjælp fra industrilandene, og de var langt fra nået i 2015. Da var situationen en anden: det ”vestlige” førerskab var svækket, bl.a. af verdenskrisen i 2009, styrkeforholdet i verden var forskudt fra Europa-USA til en bredere vifte af lande, og de hidtidige kommunikationsformer var radikalt ændret. Hvilket igen gav civilsamfundene helt nye muligheder – hvis de da fik lov til at udnytte dem af deres regeringer. Resultatet blev formuleringen af de nuværende 17 Verdensmål, Sustainable Development Goals, som i meget højere grad end de 8 Millenium Goals lægger op til en down-top approach med udnyttelse af initiativer og ressourcer på græsrodsplan. Og som med sine farvekoder og sit cirkelsymbol med de 17 farver er både iøjnefaldende og fængslende.

I år blev der så holdt halvtids-status i New York over SDG på vej til næste målepunkt: 2030. Og nogle af resultaterne er unægtelig skuffende. Som generalsekretær Guiterres fastslog, har man kun for 5 af målenes vedkommende nået et tilfredsstillende halvvejs-resultat, og for nogles vedkommende var det ligefrem gået tilbage. På den anden side var den Mobilization and Accelleration Event, der fandt sted weekenden før åbningen af selve UNGA78, en meget bekræftende oplevelse af, at verden har ændret sig også til den positive side. Der var en uventet dynamik og optimisme til stede, præget af de mange unge, især kvinder fra Latinamerika, som bl.a. engagerede sig i kampen mod vold mod kvinder.

Der var også andre overraskelser. Som en flot midaldrende kvinde, Claudia Lopez, der præsenterede sig ikke blot som den første kvindelige overborgmester i den 8 millioner store columbianske hovedstad Bogotá, men også som den første lesbiske. Og som fortalte, hvad fredsslutningen i landet havde betydet for at få brudt narkokartellernes magt. Det hører dog også med i billedet, at da jeg senere talte med en ung kvinde fra Equador, nævnte hun, at problemet desværre var flyttet til hendes land. Men hun havde nu alligevel håb om, at man også dér ville få gjort op med det.

En forkortelse, som dukkede op igen og igen, var LNOB. For den uindviede lød det som et af de typiske organisationsnavne. Men det viste sig at være noget så enkelt – og vigtigt – som slagordet ”Leave No One Behind”! Det var et mål, som dukkede op igen og igen. Der var ligefrem en stand med posters for LNOB2030. Et udtryk for både lokal og global solidaritet, som føltes som en vældig kraft. Menneskerettigheder i øjen- og knæhøjde. Og praktisk klimabevidsthed.

Overraskende var det også at opleve begejstringen for Big Data og Digital Empowerment. Den forbedrede digitale infrastruktur ansås for frigørende, ikke truende, og det samme gjaldt AI, Artificial Intelligence. Unge indere, afrikanere og latinamerikanere virker ikke skræmte, men ser det snarere som midler til at frigøre sig fra kolonianisme og neokolonianisme. Ligesom Nelson Mandela-citatet ”It is always impossible until it is done!” Og Equality optrådte igen og igen som et selvfølgeligt og realistisk krav – med vendinger som ”Equality isn’t negotiable” og krav om Ligestilling mellem kønnene og Sundhed og trivsel for alle (hhv. verdensmål 5 og 3).

På den anden side blev det stærkt kritiseret, at det vedr. Verdensmål 5 er gået tilbage i de seneste år – der taltes endda om en ”global human crisis” pga. stigende ”gender based violence”, ikke blot i krigszoner, hvor voldtægt stadig åbenbart betragtedes som en ret for soldater, men også i form af undertrykkende love i en række lande, som især går ud over de unge kvinder – faktisk er der tegn på et stigende had til kvinder flere steder i verden.

Der var endvidere kritik af, at denne Action Weekend kørte for langsomt, og i for høj grad var præget af regeringernes og forretningsfolkenes interesser, ligesom der skulle have været mere fokus på oprindelige folks vilkår. Men hovedindtrykket var alligevel, at behovet for håb blev mødt i højere grad ved dette arrangement end den efterfølgende mere officielle del af generalforsamlingen.

Grund til optimisme gav også udsigterne til, at verdensbefolkningen i løbet af det 21. århundrede vil flade ud, og at fødevareproduktionen vil være tilstrækkelig til at ernære verdens befolkning også efter 2100. Men samtidig ser det desværre ud til, at trods kvindernes stadig øgede bidrag til verdensøkonomien vil det stadig være en fjerdedel af kvinderne globalt, som vil leve under fattigdomsgrænsen i 2030.

Et samlet indtryk af hele weekenden før den officielle åbning af FN’s generalforsamling var den betydning, Verdensmålene har fået som en konkretisering af Menneskeretserklæringen fra 1948. Det var virkelig et meget væsentligt initiativ, som blev åbnet under Mogens Lykketofts formandskab for generalforsamlingen i 2015. Ved hvilken lejlighed verdensmålene blev anbefalet fra FN’s talerstol bl.a. af den daværende danske statsminister – Lars Løkke Rasmussen.

Det er helt klart, at FN er opprioriteret under den nuværende regering, lige som udenrigstjenesten som helhed. Med truslen fra Rusland og Kina som drivende faktorer. Danmark har mere end nogensinde brug for venner i udlandet, også uden for det ”traditionelle vesten” – det gælder også i Østeuropa, Afrika, Asien og Latinamerika.

Et eksempel var Albaniens repræsentant i Sikkerhedsrådets støtte til det danske kandidatur i Sikkerhedsrådet 2025-26, som blev udfordret af Ruslands repræsentant. Her har den nye danske naboskabspolitik, som nu også omfatter Vestbalkan som en region hvis inklusion i EU Danmark nu arbejder for, vist sin nytte. FN er fortsat ikke nogen magtfuld organisation, hvis man ser på dens militære formåen. Men på en lang række andre områder, herunder menneskerettighederne i bredeste forstand, spiller den en nøglerolle som det forum, alle trods alt kan mødes i efter sammenbruddet af den traktatregulerede verdensorden i 2022. Og hvor der stadig kan opstå nye grupperinger på tværs af de gamle skel.

Man kan være skuffet over, at ikke flere stater har kunnet enes om at fordømme Ruslands invasion af Ukraine i 2022, og at så få har sluttet op om sanktionerne. Men rent faktisk har netop det uprovokerede angreb af en stormagt på sin naboland, og benægtelsen af dettes eksistensberettigelse som selvstændig nation, hos mange af de mellemstore og mindre stater fremkaldt ubehagelige følelser. Og tilnærmelsen mellem Rusland og Kina har ikke vakt varme følelser i Indien, som godt nok samarbejder med begge stater inden for det udvidede BRICS, men mere og mere fremstår som en vigtig selvstændig spiller – det fik man også fornemmelsen af, når man talte med unge indiske diplomater og NGO-repræsentanter.

Når Ukraine-krigen ikke skaber større opmærksomhed internationalt her i krigens andet år, trods den indflydelse den har haft på fødevaresituationen i især Afrika, skyldes det først og fremmest voldsomme konflikter i lande som Niger og Etiopien, som sender store menneskemængder på flugt og dermed sætter nabostaterne under pres. Men der var kun respekt at spore for Ukraines kamp mod den russiske invasion – dennes neokolonianistiske karakter går ikke ubemærket hen. Og her oplever man et fællesskab i opfattelsen af menneskerettighederne, som ikke bare kan affærdiges som ”vestlige værdier”. Især ikke når de udmøntes i konkrete mål som de 17 verdensmål.

Generalforsamlingen var som altid ledsaget af mange former for sideevents. Blandt dem, Helsinki-komiteen dækkede, var en serie af paneldiskussioner over to dage arrangeret af organisationen og tidsskriftet Foreign Policy i New York, et privat finansieret institut, som lidt kan minde om Udenrigspolitisk Selskab i Danmark og bl.a. støttes af Bill og Melinda Gates. Serien dækkede bredt, over stor- og energipolitik til menneskerettigheder. Den taler, som gjorde størst indtryk på os, var uganda-amerikaneren Twesigye Jackson Kaguri, grundlægger af og CEO for Nyaka Aids Orphans Project. Han havde haft det store held som barn i fattige kår og forladt af sin far, at blive ”opdaget”, givet mulighed for at få en uddannelse og karriere i USA, men i 2001 valgt at vende tilbage til sin fødelandsby Nyaka i det sydvestlige Uganda, hvor mange af børnene havde mistet én eller begge forældre til AIDS. Siden 2015 har landsbyen sat sig for lokalt at opfylde alle 17 verdensmål, og ser ud til faktisk at være lykkedes med det. Nøglen til succesen er uddannelse – godt nok i dette tilfælde med en del udenlandsk fondsstøtte. Men eksemplet viser den mobiliserende effekt, som Menneskerettighederne kan opnå gennem Verdensmålene, når lokale ildsjæle får støtte til at implementere dem.