Tyrkiet, den nye dronemagts revanche for Osmannerrigets fald i 1920

Som det fremgik af en artikel i dagbladet Information den 7. maj, har den tyrkiske hær overrasket verden ved en systematisk anvendelse af droner, ikke blot til spionage og likvidering af uønskede personer, som vi har set det fra amerikansk side, men mere massivt til modangreb på Assad-styrker i Syrien, der havde angrebet tyrkiske soldater i den tyrkisk-okkuperede del langs grænsen til Tyrkiet, og senest til angreb på de oprørsstyrker i Libyen, som belejre- de hovedstaden Tripolis med dens tyrkisk-støttede regering. 

Det er en højst bemærkelsesværdig udvikling, men den har været under opbygning længe. Især siden det blev klart for tyrkerne, at der var militære hemmeligheder, USA ikke ønskede at dele med dem. Men nu har tyrkerne vist, at de kan selv. Og kan bruge det nye våben som en ny måde at føre krig på. Hvilket er en udfordring både for USA, for Rusland og for EU. 

Rigets opstigning og fald 

Det var det fremragende og for datiden avancerede artilleri, som mere end no- gen andet gjorde det muligt for osmannerne i 1500-tallet at etablere sig som den stærkeste magt i Mellemøsten og for deres sultan at erhverve kalifværdigheden for hele den muslimske ver- den – med arvefjenden Iran som den bemærkelsesværdige undtagelse. Men Iran mistede kontrollen med Irak, efter at osmannerne først havde sikret sig kontrollen med Syrien, Ægypten, Palæstina, Mekka og Medina. Samtidig bredte den nye stat sig langs Middelhavets sydkyst, helt frem til Marokkos grænser. Den sidste del af dette vældige territorium i Nordafrika, Libyen, blev erobret i 1911 af italienerne. Men nu er tyrkerne tilbage her, som i Syrien. Med deres droner. 

Dette sker i 100-året for den største yd- mygelse af tyrkerne i deres historie, un- dertegnelsen af fredstraktaten i Sèvres ved Paris den 10. august 1920. Det var den sidste af de fredstraktater, enten- temagterne indgik med deres slagne jender, og hvoraf den mest berømte er Versailles-traktaten med Tyskland, un- dertegnet den 28. juni 1918. Sèvres-traktaten kan betegnes som dødsattesten for det da næsten 600 år gamle Osmannerrige, selv om den aldrig blev fuldt ud gennemført – det forhindrede den senere præsident Kemal Atatürk, sejrherrernes uenighed og de russiske kommunisters diskrete støtte. Men Syrien, Libanon, Irak, Jordan og Palæstina blev mandatområder forvaltet af England og Frankrig og senere selvstændige stater. 

Våbenudvikling 

Ironisk nok var indtil 2010erne Israel den stat i området, Tyrkiet havde det tætteste samarbejde med, især på våben- handelens område, og da amerikanerne ikke ville dele deres droneteknologi med tyrkerne, henvendte de sig til Israel. Dog med skuffende resultater. Mens USA har udviklet droneteknologien til et effektivt opklaringsvåben og i år har brilleret med drone-drabet på den iranske, irakisk fødte topofficer Qassem Suleimani. 

Især siden 2014 har tyrkerne så ud- viklet deres egen drone-teknologi ved hjælp af den amerikansk-uddannede tyrkiske drone-ingeniør Selçuk Bayraktar, som har opbygget sit eget firma og har samme religiøse baggrund som Erdoğan. I foråret 2016 blev han tilmed forlovet og gift med præsident Erdoğans yngste datter. Ved brylluppet, hvor der skal have været 6.000 gæster, deltog bl.a. Bosniens daværende præsident Bakir Izetbegović, Qatars emir Tamim Al-Thani og Libanons ministerpræsident Saad al-Hariri, alle sunni-muslimer. Det foregik dels i et stort kongrescenter i Istanbul, dels i et palads ved Bosporus opført til sultan Abdul Hamid II (1875-1909), den sidste enevældige osmanniske sultan. Dette prangende bryllup har givet bidraget til den modvilje mod præsidentens osmanniske sultan-tendenser i mere traditionelle republikanske og militære kredse, som udløste kupforsøget mod Erdoğan i juli 2016. 

Tyrkiske fraktioner 

Gennem 2010erne har der været sti- gende krise i Tyrkiet, med bl.a. stigen- de utilfredshed i politi og militær med de stadig mere udprægede islamistiske og ”osmannofile” tendenser i Erdoğans politik, sammen med flere alvorlige kor- ruptionsskandaler, som har involveret regeringsmedlemmer, alvorligst den i 2013, hvor Erdoğans egen søn Bilal se- nere måtte forklare sig i retten. Derfor har Erdoğan skridt for skridt bevæget sig frem mod en forfatningsændring, som først overførte premierministerpostens stærke beføjelser til præsidentembedet, for med den nye forfatning i 2018 endeligt at etablere, også formelt, et USA-lig- nende system i stedet for det parlamentariske demokrati, som blev indført i 1950 og fungerede som en adgangsbillet for Tyrkiet til klubben af demokratiske stater i Europa, Europarådet. 

Der er noget ironisk i, at Erdoğan mere og mere nærmer sig den sekulære landsfader Atatürks diktatoriske regerings- form, samtidig med at han på værdiområ- det mere og mere sværmer for, og referer til den osmanniske fortid, Atatürk selv tog så stærkt afstand fra. Erdoğan har lagt mere og mere afstand til det Europa, Atatürk så Tyrkiet som en naturlig del af. Det var for stærk kost for de kredse, som forsøgte at styrte Erdoğan i juli 2016 – en opstand, som slog fejl og gav Erdoğan øgede muligheder for at slå ned på alle kritikere til højre og venstre for sig, og endeligt sikre sig kontrollen med det militær, som har været den kemalistiske traditions sikreste basis. 

Udenrigspolitiske ambitioner 

Erdoğans ”gave” til militæret har været en optrapning af den anti-kurdiske politik, et af grundelementerne i Atatürks politik i 1920erne og 30erne, som sigte- de efter skabelsen af en mono-etnisk, se- kulær tyrkisk stat. Den har så bragt ham i modsætning til USA, som også under Trump ser kurderne i Syrien som en vig- tig faktor i kampen både mod Islamisk Stat og Assad-regimet i Syrien. Men hans politik går videre end det. Han vil også gerne sikre sig indflydelse på, hvad der sker i Irak efter IS’ fald. Igen med front mod kurderne. Men også i en bestræbelse på igen at etablere tyrkerne som den dominerende magt i det Mellemøsten, Osmannerriget måtte opgive for 100 år siden. 

Man har med rette fæstnet opmærksomheden på den første officielle mod- tagelse af en udenlandsk statschef i det nye, overdådige præsidentpalads i Anka- ra tilbage i 2014. Det var præsidenten for det Palæstinensiske Selvstyre, Mahmud Abbas, som Erdoğan modtog med en historisk procession, som repræsenterede soldater fra 16 tyrkiske stater i historien, med Osmannerriget som den centrale fokus. Dette var en symbolsk henvisning til 1500-tallets etablering af det osmanniske herredømme over Palæstina, som varede indtil december 1917, og at det moderne Tyrkiet i Erdoğans forståelse er Osmannerrigets legitime arving, med ret til at blande sig i, hvad det anser for sit ”nære udland”. En geo-politisk synsmåde, som vi også træffer i Putins Rusland. 

Udnyttelse af momentum 

Men der ligger mere end historisk og geopolitisk symbolik i den seneste gen- opblussen af tyrkisk militær aktivitet i Mellemøsten. Droneangrebene er så- ledes velegnede til at give den tyrkiske befolkning en oplevelse af genvunden militær og politisk styrke, i en tid hvor samtidig Corona-smitten raser heftigt i landet og reducerer dets vigtige turist- indtægter til næsten intet. Styrets indsats mod smitten har hidtil virket tilfældig og ineffektiv, og økonomien er voldsomt ramt, ikke mindst pga. de stærkt faldne turistindtægter. Men Ergoğan har hid- til virket mere interesseret i at udnytte sine nye teknologiske midler mod kur- diske styrker syd og nord for grænsen til Syrien end at vie den trussel mod det tyrkiske samfund, Covid-19 repræsenterer, stor opmærksomhed. På dette punkt viser Erdoğan tilsyneladende samme tilbøjeligheder som andre autoritært indstillede statsledere til at udnytte pandemien som et storpolitisk momentum på et tidspunkt, hvor lederne i de fleste andre lande er mest optaget af at ind- dæmme truslen fra den aggressive Corona-smitte mod deres egne befolkninger.