Kære Europaminister!

Til sommer overtager Danmark formandsskabet i EU’s Ministerråd. I den forbindelse har Helsinki-Komiteen sendt en række anbefalinger til Europaministeren. Læs brevet her:

Kære Marie Bjerre,

Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder ser frem til et stærkt dansk formandskab for EU ́s Ministerråd i andet halvår 2025.

Især forventer vi, at det danske formandskab vil markere sig tydeligt på værdipolitikken med en klar retning for et demokratisk EU baseret på menneskerettighederne, og med retsstaten som grundlag for alle medlemsstater.

Vi skal ikke lægge skjul på, at vi ser med bekymring på udviklingen i nogle af medlemslandene, hvor retsstatsprincipperne er under stigende pres. Det går blandt andet ud over retsvæsenets uafhængighed, frie medier og mulighederne for et frit og engageret civilsamfund.

Det er centralt, at EU ́s værdigrundlag fremstår klart for såvel nuværende som kommende medlemslande. Vi er derfor glade for at du ved flere lejligheder har udtrykt din klare politiske stillingtagen til retsstatens centrale betydning.

Det er vigtigt, at der ikke er usikkerhed om, hvad der kan tolereres af et medlemsland i en tid med stigende national chauvinisme og etniske markeringer i også store medlemslande. Vi håber du vil sætte en klar dagsorden i Ministerrådet herom.

I en verden hvor der i stigende omfang sættes spørgsmålstegn ved demokratiet må og skal EU samle sig om sine grundlæggende værdier. Det er både af hensyn til borgernes retssikkerhed, men ligeledes for at fremstå som et reelt alternativ til de nationalistiske og autokratiske strømninger, der udfordrer vores demokratiske samfund. Det gøres bedst ved at stå fast på det liberale demokrati med en klar magtens tredeling, frie medier og et stærkt og frit civilsamfund.

Det liberale demokrati er også forudsætningen for at Europa kan genvinde sin økonomiske indflydelse i en mere fragmenteret verden. Et Europa, hvor landene begynder at afgrænse sig i forhold til hinanden med egne, illiberale værdier, har på forhånd tabt i det store geopolitiske spil.

Et stærkt EU må være et socialt retfærdigt EU, som giver sine borgere lige muligheder for at udfolde sig. Der er store befolkningsgrupper i EU-landene, som ikke får del i den økonomiske og sociale udvikling. Næsten en tredjedel af EU’s befolkning bor i regioner, som over de sidste to årtier er sakket bagud.i Det afføder fattigdom og social eksklusion. Det underminerer også tilliden til EU og kan få politiske konsekvenser for det europæiske projekt med stigende opslutning til nationalistiske og EU-fjendtlige partier, som vil undergrave retsstaten.

Forhandlingerne om et nyt budget begynder under det danske formandskab, og vi håber Danmark vil være opmærksom på den sociale dimension i EU, bl.a. gennem samhørighedspolitikken. Der må ikke være tvivl om, at EU er til for alle sine borgere og ikke overser nogen.

Vi lægger også vægt på at Danmark bruger formandskabet til aktivt at fremme EU ́s udvidelse og bistår kandidatlandene med at opfylde betingelserne for medlemskab. En udvidelse af et demokratisk EU er en af vor generations største opgaver, som både konsoliderer demokratiet på det europæiske kontinent, samtidig med at det styrker Europas stemme internationalt.

Vi ser frem til et godt formandskab – og med håb om at også civilsamfundet vil blive tiltænkt en rolle i det danske formandskab.

Næste
Næste

MR&V 2/24