Hanne Serverinsen – en politiker, som koblede Helsinki-komiteen til betrængte hjørner af Europa

Kosovo er i dag så relativt rolig, at minderne om den blodige og voldelige nære fortid har tendens til at fortrænge sig. Men det er ikke mere end en snes år siden, at denne urolige ”rest” fra nutidens Balkankrige var blodig alvor. Den ganske overvejende albansk befolke- de provins i Serbien var ikke omfattet af Dayton-freden, som blev endeligt indgået mellem Serbien og stormagterne i Paris i december 1995. Serbiens fratagelse af provinsens autonomistatus og tiltagende diskrimination af kosovoalbanerne nære de gennem 1990'erne spændingen. 

Hos daværende folketingsmedlem Hanne Severinsen, aktivt medlem af Hel- sinki-komiteen, vaktes engagementet for Kosovos betrængte befolkning af en rejse til denne provins, hun i 1992 foretog sammen med andre parlamentarikere og journalister. Hun var netop én af den slags personer, Den Danske Helsinki-Komités stifter, professor Erik Siesby, kunne bruge i sit lobbyarbejde for en praktisk gennem- førelse af komiteens principper, og da ikke mindst realiseringen af den nationale selvbestemmelsesret. 

- Siesby kontaktede mig efter rejsen, som i øvrigt ikke var uden drama, fortæl- ler Hanne Severinsen. Delegationen på en halv snes personer blev nemlig alle anholdt af de serbiske myndigheder i Kosovos hovedby Pristina. Det skyldtes, at jeg havde taget nogle fotos, hvorefter en politimand konfiskerede mit fotoapparat og jeg så protesterede. De antog os alle for at være journalister, men da jeg frem- viste et diplomatpas, fik vi ligefrem en undskyldning. 

Mødtes med kosovo-albanernes leder i København

- Vi havde nemlig bl.a. haft kontakt med den kosovo-albanske aktivist Edita Tahiri og andre fra Kosovos Demokratiske Liga (LDK); hun blev senere viceministerpræsi- dent i det selvstændige Kosovo og chef- forhandler i forhandlingerne med Serbien. Endnu var det store drama ikke foldet ud, men de fleste anede, hvad vej vinden bar: At voldshandlingerne tog til, og at Serbien (eller Rest-Jugoslavien, som der stadig var tale om), måske en dag skulle afgive Kosovo. 

Det var en torn i øjet på Beograd, at Kosovo under ledelse af Ibrahim Rugova havde fået afholdt et slags parlaments valg og havde erklæret sig uafhængigt, om end det snarere var et parallel- samfund som udtryk for, at kosovo- albanerne var ”herrer i eget hus”. Det gav sig bl.a. udslag i, at de drev egne skoler og sundhedsklinikker. Den ikke- voldslinje, Rugova stod for, og som Helsinki-Komiteen støttede, blev med tiden undermineret af serbernes stigende undertrykkelse. Det førte til, at den kosovo-albanske formation KLA greb til voldelig modstand i 1998. 

I 1995 blev Den danske Kosova-Komité (a'et en reverens for albansk stavemåde) dannet. Som dens formand ydede Severinsen den skrøbelige kosovarske regering under Rugova støtte med råd og dåd – hendes forbindelser var mange som med- lem af Det Udenrigspolitiske Nævn og medlem af Europarådets parlamentariske Forsamling. Bl.a. modtog hun flere gange Rugova i København. Det var efterhånden farligt for provinsens albanske politikere at stå offentligt frem: Edita Tahiri måtte således skjule sig i en kælder i en længe- re periode, beretter Severinsen videre. 

Til sidst viste alle forsøg på en forhandlingsløsning sig frugtesløse – og ligesom i Bosnien måtte den serbiske regering tvinges til en løsning af de langvarige nationalitetsproblemer med våbenmagt: NATO-landenes bombardement af Beograd i foråret 1999, som siden skulle bane vejen for den ti-årige FN-protektoratsperiode, inden Kosovo i 2008 blev uafhængigt. 

Mange retsreformer blev på tegne- brættet

- Mit engagement for Ukraine begyndte nærmest i hælene på det for Kosovo, fortsætter hun. I 1995 blev jeg Europarådets rapportør for Ukraine, og siden har jeg været på vel over 100 rejser til dette efterhånden hårdt prøvede land. Som rapportør for Europarådet med hyppige factfinding missioner havde jeg gennem mange år kontakter til denne nye stats politikere, og opnåede såmænd også at blive hadeobjekt for præsident Leonid Kutjma, der kaldte mig ”that mad woman”. 

- Jeg erhvervede mig efterhånden en del indflydelse på flere politikere, der så perspektiver i at tilnærme sig vesteuropæiske normer for demokrati. 2008-2010 var jeg ulønnet rådgiver for ministerpræ- sident Julia Timosjenko, efter at mit medlemskab af Folketinget var ophørt. Som rapportør har jeg været valgobservatør ved samtlige ukrainske valg siden 1998, en observation, der koordineres af OSCE/ODIHR (Kontoret for demokratiske institutioner og menneskerettigheder). Særlig op til den Orange Revolution blev der svindlet i stor stil – og det endte med den ukrainske Højesterets underkendelse og en tredje valgrunde og regimeskifte. 

På grund af indbyrdes stridighe- der lykkedes det ikke at gennemføre de mange nødvendige retsreformer, som man både havde lovet vælgerne og Europarådet – og som også blev krævet af EU, da der blev indledt forhandlinger om ukrainsk associeringsaftale i 2007. Vælgerne var skuffede og det førte til, at Janukovitj vendte tilbage efter præsi dentvalget i 2010. Han gav sig da straks til at rense ud og sætte sine modstandere i den væltede regering i fængsel. 

- Jeg var i mellemtiden efter at have forladt Folketinget blevet ngo-aktiv som sekretariatsmedarbejder i Den Danske Helsinki-Komité, fortsætter Hanne Severinsen. Fra 2011 begyndte Den Danske Helsinki-Komité at gennemføre legal monitoring (på dansk: kontrol af retsstatspleje). Kort fortalt: At højtidelige løfter (om lovforbedringer og demokratisering) blev sammenlignet med virkeligheden. Anledningen var de mange retssager mod tidligere ministre, der stod anklaget for magtmisbrug efter gummiparagraffer fra sovjettiden, og hvor Helsinki-komiteen påviste, at der var tale om selektivt misbrug af retssystemet. 

Mine erfaringer med det ukrainske retsvæsen

- Jeg havde som officiel repræsentant for Europarådet år efter år kritiseret det ukrainske retssystem og besøgt flere ukrainske fængsler og påtalt de indsattes forhold. Men først, da jeg nu fulgte nogle bestemte retssager tæt, gik det op for mig, hvor chokerende langt fra Europarådets, Helsinki-Komiteens og Amnesty Internationals idealer, Ukraine stod. Tre tidligere ministre, Ivasjtjenko, Kornijtjuk og Lutsenko, blev alle på spinkelt grundlag tiltalt for magtmisbrug og idømt flere års fængsel. I andre lande ville deres såkaldte forseelser blive betragtet som ”politiske”, eftersom de ikke havde berigelsesformål, konstaterer hun. 

- Paragrafferne om magtmisbrug - som dog ved ”værdigheds”-revolutionen i februar 2014 blev afskaffet - var elastiske, ja ligefrem af ”kafkask” natur, eftersom praktisk taget enhver borger kunne tiltales og dømmes på et helt fiktivt grundlag. Forsvarsadvokater havde ikke adgang til deres klienters sagsakter. De meterlan- ge anklageskrifter fandtes kun i ét eksemplar og kunne kun læses på anklagemyndighedens kontor i brudstykker og på tilsagt tid. Der var ganske begrænset adgang til at føre vidner, dommerne var unge og uerfarne og deres videre karriere afhang af, om de rettede sig efter hvad anklagerne forlangte – da disse også havde disciplinærmyndighed over for dommerne. At fremstille personer i retten i bur, som det skete var også helt klart nedværdigende og umenneskeligt (omend det også sker i andre lande, f.eks. Italien). Arven fra det sovjetiske system hviler desværre stadig tungt på Ukraines retspleje, sukker hun. 

Danmark i spidsen for EU-antikorrup- tionsprojekt 

- Men det er glædeligt, at Danmark satte sig i spidsen for et anti-korruptions- projekt under EU: Det har ført til indførelse af, hvad der kaldes "tvungne E-deklarationer", dvs. at offentligt ansatte over for offentligheden skal redegøre for deres indkomstforhold, således at der nu kommer transparens om misforhold mel- lem officielle indkomster og faktisk formue. Hermed er der gjort et vigtigt fremskridt i kampen mod korruption. 

- At beskytte de grundlæggende menneskerettigheder har været en dansk hovedprioritet, så længe jeg har beskæftiget mig med politik, slutter Hanne Severinsen. Når mange nu kritiserer konventionerne for at begrænse landenes lovgivningsmyndighed, må man huske på, at demokrati nok indebærer, at flertallet beslutter – men at der er begrænsninger på grund af individuelle rettigheder som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, boligens ukrænkelighed m.v. Flertallet har ikke altid ret - se bare på udviklingen i Rusland, Tyrkiet og Ungarn... Danmark må ikke i et indenrigspolitisk spil risikere at svække den domstol [Den europæiske Menneskerettighedsdomstol], der skal beskytte europæiske borgere mod magt- misbrug.