Nyt projekt skal understøtte nydannede NGO’er i Ukraine
Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og den ukrainske NGO "East SOS" har modtaget 1,1 million kroner til et 1-årigt civilsamfundsprojekt i Ukraine. Bevillingen kommer fra New Democracy Fund.
Projektet har til formål at styrke civilsamfundet i Ukraine ved at tilbyde aktiviteter, der fremmer organisatorisk udvikling til nyligt etablerede civilsamfundsorganisationer. Efter fuldskala-invasionen, der fandt sted for to år siden, er der opstået en ny frivillig- og civilsamfundsbevægelse i Ukraine. For at sikre bevægelsens bæredygtighed, baseret på menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincipper i krigstid, er der et presserende behov for kapacitetsudvikling og international spejling.
Projektet understøtter denne udvikling ved at facilitere udveksling af erfaringer og læring mellem det ukrainske og danske civilsamfund. Dette vil i løbet af projektperioden indebære en række gensidigt dannende og kapacitetsudviklende aktiviteter for næsten 200 civilsamfundsaktivister, som repræsenterer mindst 10 ukrainske organisationer.