Stat, tro, menneskeret og identitet – i dagens Rusland og Ukraine

Er religionsfriheden, denne grundlæggende menneske- ret, overtrådt i forbindelse med dommen på 6 års fængsel til det danske Jehovas Vidne Dennis Christensen, den 6. februar 2019 i byen Oriol ikke langt fra Moskva? Da ikke, hvis man spørger formanden for Ruslands højesteret, Vjatjeslav Lebedev – ifølge ham er det ikke pga. danskerens tro, men fordi han har overtrådt loven ved uautoriseret at holde gudstjeneste og fordele materiale, som angiveligt er af ekstremistisk karakter. Loven retter sig mod udbredelse af "ekstremisme", men bruges specifikt mod "sekter", religiøse grupper som Jehovas Vidner. De første processer mod Jehovas Vidner (JV) blev igangsat ved enkelte lokale russi- ske domstole helt tilbage i 2009 og udløste kritik fra Den Europæiske Menneskeretsdomstol (EMD) i Strasbourg den 10. juni 2010 – unægtelig en relevant marke- ring af 20-året for Københavnserklæringen i juni 1990! 

Konventionerne gælder også for Rusland
Ifølge lektor ved Aarhus Universitet Mette Skak udtalte EMD i 2010, at Rusland – som jo som medlem af Europarådet er forplig- tet på de europæiske menneskeretskonven- tioner – med sin politik over for Jehovas Vidner udøver et pres mod religionsfrihe- den og retten til forsamling. Og presset imod JV og andre stærkt missionerende religiøse grupper med udspring i USA er taget støt til siden nytår 2015. 

I de sidste 15 år har det danske Jehovas Vidne Dennis Christensen opholdt sig i Rusland, hvor han har (russisk) kone og børn. I maj 2017 brød forbundspolitiet FSB ind i det hus i provinsbyen Oriol, hvor han på det tidspunkt holdt gudstjeneste – en angiveligt illegal aktivitet. Det var oven i købet ham, der havde nøglen til huset. Iføl- ge FSB var det derfor klart, at han havde lederstatus og derfor er særlig skyldig. Siden da, i nu 20 måneder, har Dennis Christensen siddet i varetægtsarrest. Imidlertid var det først i august 2017, at den russiske højesteret føjede JV til listen af forbudte organisationer. 

Hvorfor Dennis Christensen? 
Dennis Christensen er tilsyneladende blevet nøje udvalgt til at statuere et barsk eksempel over for et religiøst samfund, som blev forfulgt med stor nidkærhed både i Stalins Sovjet og Hitlers Tyskland. Hverken Stalin eller Hitler formåede dog andet end at slå mange JV ihjel. Så slemt ser det ikke ud for Dennis Christensen, selv om dommen er ufattelig hård: 6 års fængsel for at være medlem af JV og forsøge at udbrede deres tanker. 

Når en dansker fast bosiddende i Rusland er udvalgt, er det formentlig for at stemple et "afvigende" trossamfund som JV som en "smitte" fra vesten, og hermed udtrykke Det Hellige Ruslands frygt siden 1200-tallet for både åndelig og politisk invasion fra vest – jfr. fyrste og helgen Aleksandr Nev- skij fra Novgorod, som i 1240 slog sven- skernes og 1242 den tyske ridderordens forsøg på at underkaste det ortodokse Rusland pavedømmets autoritet. (Aleksandr Nevskij var karakteristisk nok den første fyrste fra middelalderen, som blev "taget til nåde" af Stalin og brugt i hans propagan- da mod Hitlers Tyskland siden 1938). 

Det anføres i dommen, at Dennis Christensen har forbrudt sig mod en lov, som reelt fratager såkaldt "ekstremistiske" religiøse grupper og organisationer retten til at mødes og udadtil arbejde for at andre lader sig overbevise om deres budskabs evige sandhed. Med andre ord stille dem uden for religions- og forsamlingsfriheden, som er klassiske menneskerettigheder inde- holdt i den europæiske menneskeretskonvention. Når man fra russisk side ser bort fra dette, skyldes det ekstremisme-begrun delsen: at den Russiske Føderations højesteret har vurderet Jehovas Vidners lære og missionspraksis for "ekstremistisk". 

Hvad ser man i Rusland som "ekstremistisk" ved Jehovas Vidner?
Generelt forbinder vi i dag begrebet "ekstremisme" først og fremmest med islamisti- ske grupper, som i deres iver efter at leve op til, hvad de opfatter som deres pligt over for Gud, ikke viger tilbage fra ekstrem vold, ofte af særdeles opmærksomhedsvækkende karakter, som 11. september- terrorangrebene i New York og Washington D.C. i 2001 – eller som IS' ekstreme grusomhed over for anderledes troende i Irak og Syrien. Også JV har synspunkter og mål, som kan betegnes som radikale eller "ekstremistiske" – men ekstremistiske ikke- voldelige. De må ingen steder aftjene deres værnepligt, end ikke i det danske civilfor- svar. Og de må ikke stemme eller lade sig vælge ved noget som helst valg – JV-børn må således ikke være medlemmer af elevrå- det på deres skole, ligesom der er forbud for JV mod at stemme ved alle slags politiske valg. JV ledes af et "ældsteråd", og den mest vidtgående straf, ældrerådet kan pålægge et medlem, er udstødelse af JV, hvorved den udstødte betragtes som død, og det er en pligt for alle JV, også de nærmeste pårørende, at forholde sig til den udstødte, som var vedkommende død, altså heller ikke hilse på eller tale med vedkommende. 

Forbuddene spænder vidt, fra forbud mod sex før ægteskabet til forbud mod at give eller modtage blod. Og totalforbuddet mod at anvende våben mod andre mennesker. Som JV er man således forpligtet til at leve i et parallelsamfund, hvis medlemmer skal nægte både sig selv og sine pårørende at underordne sig mange lovbestemte regler og påbud – og gå i fængsel eller dø snarere end at underkaste sig nogen regel, der er i modstrid med, hvad Ældrerådet har bestemt. Ældrerådet er placeret i USA; men dets myndighed strækker sig over Jehovas vidner i hele verden. Dette kan minde om den overnationale autoritet, der traditionelt er tillagt pavedømmet og kalifatet, og som let kan komme i konflikt med national lovgivning. 

Staten som beskytter af børn og nation 
Afvisning af værnepligt og bloddonation hører til de forbud, som har bragt JV i mis- kredit i mange samfund, mest markant i spørgsmålet om bloddonation, som f.eks. i Danmark har fremkaldt krav om at fraken- de forældremyndigheden over deres børn, hvis disse kom i livsfare i forbindelse med en operation. Det er bl.a. denne pligt til civil ulydighed også på børnenes vegne, som er en af de største anstødssten mod JV i et demokratisk retssamfund som det dan- ske, og som gør mange utilbøjelige til at gå langt for at forsvare JVs ret til at sætte sig op mod det samfund, hvis demokratiske grundlag og love, de principielt er forplig- tet til at afvise, også på vegne af deres nærmeste pårørende, selv om det kan koste disse livet. Det er bl.a. dette, at JV ikke vil bøje sig for landets love, som de russiske myndigheder, verdslige så vel som kirkelige, ser som "ekstremisme". 

Kirken som statens partner og nationens talsmand
Den russisk-ortodokse kirke har siden 1990erne været udtalt modstander af, hvad den ser som en undergravelse af det nationale fællesskab, kirken ud fra et ortodokst samfundssyn ser sig sat i verden for at forsvare. En bestræbelse, som den forventer, at den moderne russiske stat vil understøtte. Kirken ser de radikale udgaver af vestlig protestantisme som et kætteri mod den sande kristne tro, ja i ekstreme til- fælde ikke engang som en rigtig tro. Kampen startede under indflydelse af vest- lige missionærer, som kom til Rusland i kølvandet på Sovjetunionens opbrud, og som nationalkonservative kræfter via dumaen i 1990erne forsøgte at bremse ved indskrænkninger i religionsfriheden - med noget held trods daværende præsident Jeltsins modstand. 

Kirkens forståelse af religionsfrihed er følgelig frihed for Ruslands traditionelle kristne kirke, som har været hovedhjørne- stenen i russisk identitet gennem mange århundreders kampe mod fjender i øst og (især) vest. Det var intet tilfælde, at patriark Aleksej II ved Putins officielle indsættelse som folkevalgt præsident i maj 2000 forærede ham en ikon med Aleksandr Nevskijs billede. Også den ortodokse kirkes mangeårige kamp mod homoseksualitet ses af denne som et forsvar af folket, og især den opvoksende slægt, mod farlig smitte fra (hovedsagelig) vesten. Bl.a. derfor er Moskva-patriarkatets forhold til menneskerettighederne anspændt, det drejer sig om at beskytte det hellige russiske folk, med særligt henblik på børn og unge. 

På flere punkter mødes kirken således med den "sekt" den så heftigt bekæmper: For begge står troen på, hvad man opfatter som Guds lov, over en menneskerettighed som trosfriheden. Og for begges vedkommende er fænomener som menneskeretlig ligestilling mellem hetero- og homoseksuelle uforenelige med deres grundopfattelse, at hvis man er homoseksuel, er man kun OK, hvis man ikke omsætter sin kønslige orientering i praksis. 

Det russiske retssystems svar
Den russiske højesterets synspunkt er, at der overhovedet ikke er tale om religionsforfølgelse i tilfældet Dennis Christensen. For ingen vil bestride hans ret til at have den tro, han har. Men hvis han aktivt tager konsekvenser af denne tro, som strider mod landets love, agerer han undergravende over for det russiske samfund. Og det kan altså få en distriktsdomstol til at idømme en rystende langvarig fængselsstraf for en efter vort synspunkt meget begrænset overtrædelse af en lovgivning, som bevæ- ger sig ud til grænsen for, hvad der er i overensstemmelse med de internationale konventioner, som også Rusland som med- lem af Europarådet er forpligtet på, og måske også ud over denne grænse. 

Både Putin og i Danmark Marie Krarup har udtrykt ubehag ved sagen mod Dennis Christensen. Men for den russiske præsi- dent ville en indgriben i sagen være imod respekten for den dømmende magts uaf- hængighed af den udøvende magt. Og for Marie Krarup er der tale om, at Dennis Christensens forseelse først og fremmest er at have sat sig ud over samfundets love, og lov er for hende trods alt lov, selv om hun ikke er begejstret for netop denne lov. Dennis Christensen kunne efter hendes mening trods alt have valgt at følge loven. Den russiske regerings talsmand, Dmitrij Peskov, gik efter dommen et skridt videre med de markante ord "Vi kan ikke arbejde ud fra sund fornuft i vores regeringsførelse. Vi arbejder først og fremmest ud fra, hvad der er lovligt og ulovligt" (citeret efter Berling- ske, den 9. feb. 2019 side 6). Skulle man føre denne logik ud i sin yderste konse- kvens, vil det sige, at enhver lov, et parlament vedtager, principielt skal følges. Men her er det, at der blandt landene i Europa- rådet er en appelmulighed til nogle generelle normer, staterne i Europarådet er blevet enige om, og som er nedlagt i konventionerne. Netop for at beskytte borgerne i medlemsstaterne mod den vilkårlighed, lovgiverne af og til har udsat ikke mindst mindretalsgrupper for. Jehovas Vidner er her et af de tilbagevendende eksempler på diskrimination. 

Står Putin bag? 
Andre kommentatorer har i Danmark set hele sagen mod Jehovas Vidner som (endnu et) udslag af Vladimir Putins auto- ritære tendenser og påpeget ligheder mel- lem den nuværende præsident og kommu- nisttidens almægtige partileder Josef Stalin i deres hævdelse af den autoritære statsmagt. "Se, sådan er det i Putins Rusland", lyder det. Men ser man nærmere efter, hvad Putin selv udtaler, ser man modererende bemærkninger både i den stigende diskri- mination af homoseksuelle, af "uønskede" religiøse retninger og af kulturelle manifestationer, som udæsker en nationalkonservativ, "patriotisk" samfundsopfattelse, som det var tilfældet med den film, Matilda, som for nylig bragte kirkens blod i kog, fordi den viste den kærlighedsaffære med en balletdanserinde, tsar Nikolaj II havde før ægteskabet med Aleksandra. Her forsøgte Putin at gøre sit for, at Rusland ikke blev til grin ved den opfattelse, at hvis man er blevet erklæret for helgen, kan man ikke have skejet ud på nogen måde siden fødslen. 

Alt dette kan man naturligvis opfatte som et snedigt rænkespil fra præsidentens side. Men det er spørgsmålet, om der ikke heri ligger en misforståelse af Putins egen opfattelse af sin rolle som folkevalgt præsident: at stå som forsvareren for det nationale fællesskab, samtidig med at alting ikke stivner i formalisme og intolerance. Og udadtil leder af et moderne Rusland, som ikke er en ren klon af Aleksandr IIIs autoritære Rusland, men samtidig er tro mod sine tusindårige rødder. 

Man kan undre sig over, at en så bagatelagtig personsag som retsforfølgelsen af en marginal religiøs gruppe som Jehovas Vidner i Rusland, i den grad kan kalde kampen for menneskerettighederne på banen og stille Rusland i et pinligt lys. 

Den første virkelig alvorlige ridse i lak- ken for Putin efter fadæsen med atomubåden "Kursks" forlis i 2004 var den feministiske dissident-popgruppe Pussy Riots happening i Kristus Frelser-katedra- len i Moskva i 2012, en kritik af nationalkirkens støtte til Putins tilbagevenden til præsidentposten, som gennem sin internationale spredning via YouTube satte både Putin og hans alliancepartner, Moskva-patriarken Kirill, i et latterligt og pinligt skær. Nu, i 2019, er det religiøse kort trukket igen, i den grundlæggende konflikt om Ukraines frigørelse fra Rusland ikke blot politisk og økonomisk, men også identitetsmæssigt. 

Ukraine mellem Moskva og Konstantinopel
Her kan det være interessant at se på Ukraines præsident, Petro Porosjenko, som også har trukket "kirkekortet" i et forsøg på at fremstå som en fædrelandets forener. Hans ganske vellykkede konstruktion af en fælles ortodoks nationalkirke i Ukraine, i åben udfordring af det russisk-ortodokse Moskva-patriarkat og i alliance med den økumeniske patriark i Konstantinopel, svarer meget godt til Putins delvist vellykkede genforening mellem Moskva-patriarkatet og den russiske eksilkirke i 2007 – hvoraf den sidstnævnte indtil da formelt henhørte under – patriarken i Konstantinopel! I for- ståelsen af begge landes politiske udvikling i det nye årtusinde er det klogt at medtæn- ke de ortodokse "nationalkirker" og deres kamp for, hvad de hver især ser som deres retsmæssige "kanoniske territorium", som en vigtig faktor i den moderne post-sovjetiske samfundsopbygning og identitetsdannelse. 

Man skal ikke tage fejl af, at chokolademilliardæren, som blev præsident i Ukraine i 2014 og nu kæmper for en ny periode på posten, har lært en hel del af sin kollega og rival mod nord, den tidligere KGB-mand, som inddrog "folkets kirke" i sine bestræbelser på at blive en nationens forener. En proces, som i øvrigt blev påbegyndt allerede af Stalin med hans genoprettelse af det russisk-ortodokse patriarkat af Moskva under "Den Store Patriotiske Krig" i 1943. Det var Stalins politik at udstrække Moskva-patriarkens kirkelige territorium til alle dele af Sovjetunionen, bortset fra Georgien og Armenien, der har nationalkirker meget ældre end Ruslands. Udskillelsen af Ukraine fra Moskva-patriarkatet er således et led i nedbrydningen af Ukraines kirkelige under- ordning under Moskva, som går tilbage til tsartiden, nærmere bestemt 1686. Det er denne underordning, patriark Bartholomaios af Konstantinopel nu har ophævet, til glæde for bl.a. Porosjenko.